Projekt Q-Værks historie

Som tidligere rådgivere på et krisecenter har vi oplevet at måtte afvise mange kvinder på grund af pladsmangel. Vi oplevede også, at der var meget begrænsede alternative henvisningsmuligheder.
— Laura, stifter og talsperson Projekt Q-Værk

I 2018 var op mod 33.000 kvinder årligt udsat for vold i Danmark, hvoraf kun 2000 kvinder kom på krisecenter. Efterspørgslen var derfor markant større end hvad krisecentrene kunne rumme.
Socialstyrelsens årsstatistik fra 2016 viste, at omkring 60% af de kvinder, der ringede til et krisecenter for at få en plads, ringede forgæves. Hvis der ikke var plads til en kvinde på ét af landets krisecentre, var tilbuddene yderst begrænsede og kvinden havde intet fysisk tilknytningssted.

Ud af de manglende tilbud om støtte og rådgivning, opstod ideen om at etablere et supplement til landets krisecentre. En idé, der skulle blive til drømmen om en netværksskabende organisation for voldsudsatte kvinder og deres børn, så de kan være sikre på, at få den rette støtte og rådgivning – også selvom de ikke får en plads på et af landets krisecentre eller hvis dette ikke er deres behov.

Fællesskab, ambulant rådgivning og psykoedukation

I 2012 mødte Laura Nyby og Lisanne Henriksen hinanden, da de begge arbejdede på krisecenter for voldsudsatte kvinder. Deres fælles brændende ønske for at hjælpe og støtte denne målgruppe af kvinder, blev til en fælles drøm om at gøre mere – og gøre noget andet. For i løbet af de efterfølgende år, stod det mere og mere klart, at der var en mangel og et stort behov for flere henvisningsmuligheder. Der manglede et sted for de kvinder, der havde akut behov for hjælp, men som ikke var i målgruppen for at komme på krisecenter eller som ikke ønskede at blive flyttet til en helt anden del af Danmark pga. pladsmangel på deres nærmeste krisecenter. 

Det var forbundet med stor frustration og afmagt for kvinderne at skulle sige deres job op og tage børnene ud af skolen, hvis de fik tilbudt en krisecenterplads langt fra hvor de boede – i en situation som i forvejen skabte ustabilitet og utryghed i hverdagen. Det kunne resultere i, at kvinden opgav at søge hjælp og dermed ikke fik den rette støtte til at bryde med volden.
— Lisanne, stifter Projekt Q-Værk

Der var altså et behov for et sted, der kunne tilbyde ambulant rådgivning for denne gruppe af kvinder, så muligheden for at få hjælp ikke kun var på et krisecenter. Dertil var der også en stor gruppe af kvinder, der f.eks. selv kunne finde et nyt sted at bo, men som stadig havde mén af at have levet i et voldeligt forhold.

Samtidig så Laura og Lisanne også, hvordan kvinderne på krisecenteret dannede stærke bånd, og et unikt fællesskab, baseret på de sårbare situationer, som de fælles stod i – og det var netop fællesskabet, der blev fundamentet for Projekt Q-Værks mission; At tilbyde kvinderne et rum, hvor de kan spejle sig, og blive stærkere, i hinandens fortællinger og erfaringer. 

Psykoedukation og vidensdeling blev den tredje og sidste grundsten i Projekt Q-Værks vision. For Laura og Lisanne blev det ligeledes tydeligt, at den viden og empiri, der bedrives om partnervold, kunne klæde kvinderne på til at blive klogere på deres egen livssituation. Psykoedukation kan skabe oplysning og i sidste ende empowerment, så kvinderne på et oplyst grundlag kan arbejde sig ud af volden. Det blev afsættet for Projekt Q-Værks arbejde og indsats: 

Projekt Q-Værk tror på, at kvinderne kan selv, hvis de bliver klædt på med den rigtige viden til at handle sig ud af volden.
— Lisanne, stifter Projekt Q-Værk

Den spæde opstart: gratis flyttehjælp og nytårskur

På en læsecafé i København blev de spirende tanker om Projekt Q-Værk griflet ned. I en brainstorm kom ideen til et hus, hvor voldsudsatte kvinder kunne mødes og få ambulant rådgivning.

Først blev der lanceret en hjemmeside, og herefter et koncept om gratis flyttehjælp, som skulle blive organisationens første tilbud til voldsudsatte kvinder. Der gik i alt kun 3 dage før der blev udbudt hjælp – doneret af flyttefirmaer, som stod for den praktiske del. 

Herfra tog det fart, og efter at have søgt fonde i massevis, blev Projekt Q-Værk tildelt en donation fra Roskilde Festival Fonden, som skulle bruges på at afholde en nytårskur. 

Nytårskuren fandt sted på Skjoldenæsholm Gods, og var en stor succes: 

Her forstod vi, at vi havde fat i den lange ende. Vi så, at der kunne skabes et stærkt sammenhold og fællesskab mellem kvinderne. Vi kunne bidrage til at skabe nogle positive oplevelser i stedet for kun at have fokus på alt det negative. Og det kunne virkelig noget!
— Laura, talsperson Projekt Q-Værk

Fra græsrodsbevægelse til etableret netværksorganisation

I november 2017 kom beskeden om, at Projekt Q-Værk havde fået en bevilling på 2 millioner kr. fra Socialstyrelsen. Pengene var øremærket drømmen om et netværkshus, og i januar 2018 gik jagten ind på ønske-lokalerne.  

1. april 2018 blev drømmen realiseret, og dørene til netværkshuset i Vestergade åbnet! Det blev også startskuddet til de første aktiviteter i huset: Samtalegrupper, Rådgivning, Talks og Fællesspisninger

Til en start gik arbejdet med at danne et fællesskab i huset, men i løbet af kort tid blev det nødvendigt at lægge flere kræfter i at etablere rådgivningen. De kvinder, der kom i huset havde sværere ved at indgå i fællesskabet, end forventet, på grund af deres oplevelser med volden. Derfor blev den ambulante rådgivning styrket og frem til december ’18 var 120 kvinder gennem husets tilbud. 

Lige under halvdelen af kvinderne fandt selv frem til Projekt Q-Værk (de resterende blev henvist fra krisecentre, Politi, andre organisationer og kommuner), og det tegnede et tydeligt billede af, at kvinderne var ressourcestærke og at en stor del af målgruppen ikke havde behov for et krisecenterophold, men derimod andre behov som eks. støttende netværk eller ambulant rådgivning. 

Nye projekter forankrer og udvider organisationens tilbud

2020 blev året, hvor nye behov, og dermed nye tilbud, så dagens lys. Som resten af samfundet, blev Projekt Q-Værk også påvirket af corona-pandemien, og det betød at alle aktiviteter blev tilbudt online i et halvt år. I februar 2020 blev netværkshuset i Vestergade afviklet, og i september samme år, åbnede det nye netværkshus på en hemmelig adresse i København.  

Det skete efter en bevilling på 5,2 mio. kr. fra Socialstyrelsen. Bevillingen er søgt til et 3-årigt omfattende projekt ’Vores Vej Ud’, der skal forlænge og udvide organisationens tilbud med rådgivningsforløb, drop-in rådgivning, fællesspisning og samtalegrupper. Det er et løbende samarbejde med Københavns Kommune, som er med til at henvise kvinder til husets mange tilbud og derved gør dem opmærksomme på den støtte, de kan få hos Projekt Q-Værk.

Langt over halvdelen af de kvinder, der har benyttet sig af Projekt Q-Værks tilbud, har børn. Derfor blev det hurtigt tydeligt, at børnene også oplever at få et safespace i huset, hvor de kan føle sig set og hørt – ligesom deres mor.

Hvis vi skal hjælpe mor, skal vi også hjælpe børnene. Der er en bæredygtig cirkel i det. Vi ved, at børnene er sekundært traumatiseret, fordi deres primære omsorgsperson har været udsat for vold, hvor vi også anser børnene som voldsudsatte.
Vi vil gerne give dem et fælles sprog mellem mor og barn, og på den måde styrke mor-barn relationen.
— Laura, talsperson Projekt Q-Værk

I foråret 2020 startede organisationen derfor det første workshopforløb, kreagrupper for mor og barn. Her mødes en gruppe af kvinder og deres børn sammen med en terapeut og kreativ facilitator, hvor de via kreative udfoldelser og projekter taler om gode og nære temaer mor-og-barn i mellem. 

Samme år startede Projekt Q-Værk ligeledes Bootcamps for familierne, for at styrke både fællesskaberne familierne imellem, men også for at styrke mor-barn-relationen.

Slutteligt blev 2020 også året, hvor det første jobforløb Q-Job fandt sted. Projektet skal styrke kvinderne i deres tilknytning til arbejdsmarkedet for lettere at komme tilbage i job eller blive mere bevidste om deres jobdrømme efter at have brudt med volden.

Selvom mange af vores kvinder er ressourcestærke, er der desværre også mange uden job som følge af volden. Derfor så vi et behov for, at de blev klædt på med en viden om, hvad volden har gjort ved dem ift. at komme i job igen.
— Laura, talsperson Projekt Q-Værk

Fremtiden for Projekt Q-Værk: vision og mission 

I 2020 havde Projekt Q-Værk vokseværk, og i dag består organisationen af 10 ansatte: 3 projektledere og stiftere, en projektkoordinator, en socialrådgiver, en projekt- og kommunikationsmedarbejder, 2 eksterne terapeuter, en studentermedhjælper samt en økonomikonsulent.

Derudover er der 25 frivillige tilknyttet og en bestyrelse bestående af 6 medlemmer. 

Siden organisationens grundlæggelse i 2017 har vores vision været: et samfund, hvor alle voldsudsatte kvinder og deres børn har adgang til støtte og ligeværdigt netværk. Vores mission er: at skabe mulighed for at voldsudsatte kvinder og deres børn kan mestre egen livssituation ved at facilitere erfaringsdeling, stabile og styrkende fællesskaber samt give indsigt i og viden om partnervold. 

Kernen i Projekt Q-Værks arbejde, og udgangspunktet for alle organisationens tilbud og aktiviteter, er således: 

  • Et socialt netværk, hvor kvinderne deler erfaringer med hinanden

  • Et fagligt netværk, hvor kvinderne modtager støtte og psykoedukation

  • Et vedvarende netværk, som skaber stabilitet og tryghed

Vores mission for fremtiden er, at Projekt Q-Værk bliver et landsdækkende tilbud for voldsudsatte kvinder, så vi sikrer, at alle kvinder og deres børn i Danmark har adgang til et støttende netværk, samtalegrupper og rådgivning. Vi tror på, at voldsudsatte kvinder er eksperter i deres egen livssituation og dermed hinandens største støtte, og derfor er det højt prioriteret de næste år at videreudvikle vores peer-to-peer indsatser.
— Laura, talsperson Projekt Q-Værk
 
 
 
 

Klik dig igennem vores historie nedenfor …

Giv lidt af din tid og gør en stor forskel

Du kan også blive en del af Projekt Q-Værks vigtige arbejde for at styrke voldsudsatte kvinder og deres børn til et liv uden vold. 

Ansøg allerede i dag om at blive frivillig eller kontakt os for at høre mere.

Kom til drop-in rådgivning, deltag i samtalegrupper eller få et individuelt rådgivningsforløb

Hos Projekt Q-Værk kan du både komme i individuelle rådgivningsforløb og samtalegrupper samt deltage i en masse forskellige netværksarrangementer med andre kvinder og deres børn.